Åkandehusenes smukke arkitektur er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter, som også er kendt for Axel Towers, Tietgenkollegiet samt Havneholmen i København. Inspirationen til udformningen af Åkandehusene er angiveligt de klassiske modernistiske murede københavnerhuse.
Murværket består af mørke changerende teglsten, hvor rester af fugen har fået lov til at blive siddende i stedet for at blive syret af. Det giver facaden et karakteristisk præg, der passer godt til den omgivende natur i Gyngemosen.
Karakteristisk for bebyggelsen er det også, at ingen vinduespartier er ens. Under opførelsen af byggeriet måtte man derfor planlægge både installationer og radiatorer fra lejlighed til lejlighed, idet der ikke er to lejligheder, der er ens.
Alle lejligheder er forsynet med enten en eller to altaner, der er trukket helt elller delvist ind i byggeriet. Altanerne er afskærmet med glas, hvilket giver et let udtryk.
Ejerforeningen Åkandehusene II blev opført i 2006 og består af 105 lejligheder fordelt på to blokke. Der er både ejer- og lejeboliger i Åkandehusene II og størrelsen varierer fra 80-103 m2 og er enten med tre eller fire værelser.
Ejendommene ligger på Gyngemose Parkvej 10-16 og 22-24 i 2860 Søborg i området, der før i tiden var kendt for TV-Byen.